De
fleste mindesmærker man
kan se på Gran Canaria er
senere end tiden før erøvringen
selvom man kunnet bevare nogle
fund som har sin herkomst fra
urbefolkningen på øen.
Den tidligste
arkitektoniske stil er den gotiske
fra 1400-talet, hvor katedralen
i Las Palmas de Gran Canaria er
et eksempel. Man kan også
finde eksempel på den gotisk-arabiske
stil i værk fra 1500-talet
som f.eks. kirken San Juan Babtista
i Telde. 1600 og 1700-talen er
den gyldne barokken tidsepoke
som også har spor av arabisk
stil. Kirkerne Santo Domingo og
San Telmo i Las Palmas de Gran
Canaria er eksempeler på
dette.
På 1800-talet
blev øens arkitektur tilført
nye skeler af de liberale borgenes
tanker og også fra adelen.
Et godt udtryk for dette er der
som i dag er det litterære
kabinettet i Las Palmas de Gran
Canaria. Modernismen kom i begyndelse
af 1900-talet, en stil som på
30-talet overgik i rationalismen,
hvor arkitekten Miguel Martín
Fernández de la Torre udmærkede
sig med værker som facaden
til Cabildo Insular eller Paraderne
i Tejeda.
I slutningen
af 1900-talet kom nye skabelser
og der kan betones interiøret
i Centro Atlántico for
moderne kunst af Sáenz
de Oiza, auditoriet Alfredo Kraus
af Óscar Tusquets samt
Woermann-tornet af Iñaki
Ábalos og Juan Herreros.
Det er de nye ikonerne for en
by i konstant forandring.
Skulpturer
San Juan kirken
i Telde er et referencepunkt når
det gælder at analysere
Gran Canarias skulpturkunst mellem
1500-talet og 1900-talet. Man
søger sig gerne udenlands,
for eksempel til Mexico for at
erhverve krucifikset og den snidede
altertavlen i træ.
Under den barokinspirerede
epoken importerede man hovedsagelig
fra Västindien. José
Luján Pérez (1756-1815),
gav navne til den skole som bærer
hans navne, og som værner
om den kanariskaidentiteten. Skolen
kan siges være vuggen til
store kunstnere i dette århundrede.
Tony Gallardos rene linier i abstrakte
koncepter bearbejdede i skrot
og industrimateriale åbner
nye veje på 1960-talet,
en epoke som foregår moderne
kunstnere som Martín Chirino,
som har byttet sin abstrakte kunst
mod offentlige skulpturer og hvis
identitet bl.a. vises i "Lady
Harimaguada" i den grankanariske
hovedstaden.
Billedekunst
Blandt billederne
fra 1400 og 1700-tallet er flere
af flamsk oprindelse. Man kan
i dag beundre dem i det lille
Nieveskapellet i Agaete, eller
Guadalupemadonnan i kirken San
Juan Bautista i Arucas.
På 1800-talet
udmærker sig Manuel Ponce
de León og i begyndelse
af 1900-talet lyser personligheder
som Néstor de la Torre
(1887-1938) som er den som mest
udtrykker den kanariskasærpræget.
Under århundredets første
årtier er det mange kanariska
kunstnere som følger i
foregående århundreders
kølvand som Nicolás
Massieu y Matos. Skolan Lújan
Pèrez kommer frem med prominente
figurer som Jorge Oramas, Santiago
Santana og den allerede citerede
Felo Monzón som medvirkede
sammen med Lola Massieu i grundlæggelsen
af gruppen Ladac.
Vel inde i 70-talet
influeres mange kunstnere af den
nye kunsten igennem den amerikanske
abstraktionen og eklekticismen
hvor man i udførelsen ofte
anvender sig af forskellige materialer.
|
