DEN INDRE RUTE.

Arucas - Firgas - Moya - Valleseco - Teror

Når man kører ud af tunnelen har man auditoriet Alfredo Kraus på sin højre side og turen begynder med kystvejen og går frem til afkørselsvejen til Arucas, den største staden på nordlige Gran Canaria. Arucas er en smuk by med smag fra attenhundredtal i sin traditionelle form hvor facader med bearbejde sten dominerer. Kommunen eger et stenbrud med blå sten og kan fremvise en håndværkstradition af skulptører som smukkest viser sig i kirken San Juan Bautista, påbegyndt 1909. Det handler om et tempel i nygotisk catalansk stil med høje torne og tinder fint udskåret i 30 meters højde.

I byens centrale kærne forskønnet i overflod med blomster og rigeligt med bearbejde sten finder vi bland andet historiske bygninger Casa del Mayorazgo som huser det kommunale museum.

I Arucas finder vi også Hespérides-parken i et palads fra 1800-talet i nyklassisk fransk stil. Denne park, med hundredtal australske palmer, en lille sø fuld af roser, hundredårige drakblodsträd, en gigantisk svamp og en kongelig palme som er 30 meter høj, er en oase som indbyggerne kan nyde godt af.

Fra udsigtspunktet på Arucasbjerget hvor der findes en restaurant, kan man beundre en fantastisk udsigt over Gran Canarias fire kardinalpunkter.

Nogle kilometer derfra ligger den pittoreske by Firgas der frem for alt er kendt for sit berømte mineralerika bordsvand, hvis kilde findes ved Barranco de Las Madres. Disse historiske bykerner er værd en spadseretur. Specielt anbefales et besøg i kirken San Roque, opført på ruinerne af det som en gang var det første kapel San Juan Ortega dateret tilbage til 1502.

Firgas er velkendt for sine håndværksarbejder i træ. Specielt omtalte er deres balkoner men også brugsgenstande som plove, ok og kister er berømte.

Nær Firgas finder vi Moya beliggende højst oppe mellem dybe flodfurer. I Moya findes en skov med flere indenlands træer og buske, den såkaldte laurisilvaskoven, som for tiden af erobringen dækkede hele den brede flodfuren som adskiller Moya fra Firgas og nåede at ændre til kommunerne Valleseco og Teror. Overfor kirken, fra hvilken mand kan se den storslåede flodfuren med bjergskråning og skarpe stupper, findes museet egnet til digteren Tomás Morales. Den besøger Moya kan ikke køre derfra uden at købe deres sukkerkage som er en af øboernes favoritter.

Længre ind ad landet men kun nogen få kilometer fra Moya finder man Valleseco som trods det noget ironiske navnet, den tørre dalen, har de højeste årlige værdierne i regnmålerne. Her findes også Vallesecos Lagun, en årstidskiftende vandsamling med ferksvand som nyligt har været objekter for en stor miljøsanering. På vintrene besøges den af trækfugle især af den sædvanlige silkehägeren. I nærheden af dammen findes en skov med kastanjetræ og et område for rekreation.

Fra Valleseco er det værdt besværet at vige af fra den markerede ruten og beundre de storartede hundredårige eksemplarerne af kanarisikopinje som findes i området kendt som" Pinos de Gáldar". Disse smukke eksemplarer vokser på den vestre bjergskråningen af en ganske ung vulkan kendt som" Caldera de los Pinos de Gáldar". Vulkanen har et spektakulært krater i form af en omvendt kegle. Herfra begiver vi os til Teror der vi afslutter ruten.

Tero er øens religiøse centrum og her finder vi Pinjemadonnan som er Gran Canarias beskyttelseshelgener. Basilikaen blev sonstruere på 1600-talet, men der findes et ottekantig tårn bevaret i gotisk stil fra slutningen af 1400-talet. Her kan man tilbede madonnaen som er en træskulptur også fra 1400-talet og tilhørende den sevillanske skolen.

Denne lille by strategisk placeret i en dal mellem bjergene, sammenbinder den nordlig delen med den centrale delen af øen. De stenlagte gaderne indrammes af den smukke kanariska arkitekturen som man særligt kan se i husene med sine utsirede balkoner i teaktræ. Hver søn tager Teror imod i hundredvis af besøgende i sit populære marked, hvor man kan købe den berømte chorizon og blodspølsen samt de af nonnerne i Císter-klostret håndværksmæssigt bagede kagerne.

Øens nationaldag, som er pinjemadonnaens fest, fejres den 8 september. Da valfarter tusindvis pilgrimme fra øens alle kommuner til Teror for at skænke madonnaen sine bedste produkter. Denne dag kan man her beundre diverse folkedragter fra hele arkipelaget.

KUSTVEJEN

Santa María de Guía - Gáldar - Agaete

Det andra alternativet for den nordlige del af øen har samme udgangspunkt som den sidste. Fra Las Palmas de Gran Canaria, langs hele kysten besøger vi den nordvestlig delen som indeholder kommunerne Santa María de Guía, Gáldar og Agaete.

Det første stop er kun nogle få kilometer fra byen – i den lille by San Felipe som ligger ved kysten. Der får man den bedst og friskeste fiske langs hele Gran Canarias kyst.

Da man er kørt forbi vejforgreningen til Moya i Pagador, går motorvejen med en stor bro over flodfuren Barranco de Silva, Det er den højeste broen i landet og den anden bunken i Europa. Til venstre, langs den gamle landevejen, kommer vi til Cenobio de Valerón i kommunen Santa María de Guía, en sædbod som anvendes af de gamle urindbyggerne for at opbevare afkastene fra øen. Disse sædmagasiner forbinder man med de traditionelle og typiske "pintaderas", stempler af ler som utvivlsomt blandt andet anvendtes til at identificere den opbevarede sæden med ejernes forskellige mærker.

Efter Silva-bron tilslutter sig vejen til byen Santa María de Guía, 37 km fra Las Palmas de Gran Canaria. Med afstand for dette sted er sognekirken med betydelig træskulpturer af den lokale kunstneren, Lujan Pérez. Et enormt stort antal af hans værk findes udbredte på øerne, producerede mellem slutningen af 1700-talet og begyndelse af 1800-talet.

I denne kommune må man standse for at avsmake de såkaldte blomsterostene, som produceres med fåremælk og som ostes med vild tistelblomst. To km længre frem kommer vi til Gáldar, bolig for guanartemes, øens konger, med mange arkæologiske fund som viser omfanget af bosætningerne før den spanske erobringen. Det mest kendte monumentet er Cueva Pintada som blev opdaget under sidste århundredet. Så efterhånden vokser den antikke bebyggelsen frem omkring den målte grotten, nær det som om var kongernes paladser belæget på torvet overfor kirken. Man ved at stenene i dens mure, senere anvendte ved opførslen af kirken, var perfektum utskurne og sammenlagte i niveau uden noget som helst murbrug.

Nær stranden Playa del Agujero har man lokaliseret resterne af en bebyggelse fra de oprindelige indbyggerne på Gran Canaria. Det er et af de største koncentraten af huse og gravhøje på øen fra guanchernas tid. I samme samling finder man et begravelsessted hvor nogen af de mest signifikante gravene på De Kanariske Øer findes.

Fra Gáldar tager motorvejen os til Agaete hvorfra man kan se Tamadabaskogen, højest oppe på den majestætiske bjergvæggen som vælter skrænt ned mod havet og Puerto de las Nieves og hvor man på nær retninger finder den kendte stenen Dedo de Dios. Las Nieves var et af de få punkter langs denne kyst hvor man kunne komme ind til øen. I dag findes der en regulær linie af færger som sammenbinder Puerto de las Nieves med Santa Cruz de Tenerife. Men Agaete er ikke kun have. Pladsen er også i august skueplads for den ur-gamle Fiesta de las Ramas, en ritus for at anråbe regnen. Festen består af en dans som strækker sig fra dæmringen til næste dags eftermiddag og i hvilken tusindvis dansende går fra bjerget til det lille kapellet Nuestra Señora de Las Nieves, bærende på trægrener som man har med til strandkanten. Den lille kirken bevarer en artistisk juvel i den tredelte flamske altertavlen fra 1500-talet af madonnaen som er beskyttelseshelgen for stedets sømænd. Midtpartiet af altertavlen forestiller Jomfruen med barnet.

I Agaete findes også Huerto de las Flaers, hvor der vokser en stor mængde amerikanske træer. Dalen med subtropisk klima, er fordelagtig for avl som kaffetræ, guayaba, mangos og avokados.

I Agaete er det almindeligt at avsmake ret tillavede af frisk fisk, hvor man først og fremmest kan nævne caldo de pescado.

---

Øens østkyst er uinteressant og ret grim, så vil man se lidt af den smukke ø må man forberede sig på noget bjergkørsel. Den store vej GC-2 kører fra Las Palmas mod vest, her kan man dreje af mod Arucas for at opleve smukke bjerge og frodig vegetation.

Byen Arucas er hyggelig, den store katedral falder først i øjnene, men byen har mange andre skønne bygninger og virker i det hele taget idyllisk.

Fortsætter man ad vej GC-59 når man hurtigt Firgas, ikke så hyggelig som Arucas, her er man mest berømt for sine berømte vandreservoirer under jorden.

Længere mod syd kommer man til Teror som man ikke bare må køre forbi. Parker og gå en tur i de hyggelige gader, nyd de flotte huse og pinjemadonnaens basilika Nuestra Senora del Pino. Her er åbent hver dag mellem 14.00 og 16.00 og en tur indenfor er absolut en god oplevelse.

Kør mod Cruz Tejeda for at komme til Gran Canaria top, kaktus, blomster og palmer bliver afløst af fyrreskov og et lidt mere barskt landskab. Fra Cruz Tejeda er der ikke langt til øens højeste punkt Poza de las Nieves (1949 meter). Én af de største attraktioner i området er Roque Nublo, en af verdens største monolitter, dvs. fritstående sten. Området er vidunderligt smukt og via en lang sti kommer man tæt på den store sten. Kom så tidligt på dagen som muligt da p-pladsen er meget lille. Har man mod på mere bjergkørsel kan man køre ned mod sydkysten af Barranco de Fataga, en smuk tur hvor man kommer forbi den hyggelige by San Bartolome de Tirajana. Her kan man besøge Manolos Kamelsafari.

GC-60 kører lige ned i Avda. Tirajana i Playa del Inglés og herfra er det nemt at snuppe motorvejen hjem til Las Palmas.